Den anerkendende tilgang eller AI (Appreciative Inquiry) – altså f.eks. anerkendelse i coachingsamtalen – handler om i højere grad at fokusere på det, som lykkes, og på de små succeser, frem for at fordybe sig i det, som ikke lykkedes. Hvis vi forudsætter, at jo mere vi øver os, jo dygtigere bliver vi, så kan vi drage en parallel. “Hellere være dygtig til at få succes end være verdensmester i fiasko”.

At værdsætte og anerkende et andet menneske forudsætter, at coachen er i stand til at se fokuspersonen som kompetent eller på vej til at blive kompetent og dermed evner at kunne tale ind i en kompetence-relation.

AI handler om at skabe udvikling og forandring gennem en stærk metode, der vender problemer til muligheder og forestillinger om det, som kunne være i stedet. Med oprigtig nysgerrighed at forsøge at se med FP perspektiv og anerkende hans/hendes karakteristika og følelser  og hermed skabe et positivt og reflektivt lærende rum.

Det er ikke ligegyldigt, hvem der anerkender. Hvis man eksempelvis bliver anerkendt af en specialist på området,  vejer anerkendelse signifikant højere, end hvis den kommer fra en, som af relationsmæssige årsager forventes at anerkende en.

Hvis jeg skal trække et eksempel ud fra min egen praksis, oplever jeg ofte, når jeg spørger ind til, hvad der ville bekræfte, at klienten havde nået sit mål, at svaret er, at anerkendelsen bør komme fra en anden, som træner, en kammerat, hvor relationen er både respektfuld, men også konkurrerende. Eller nogle nævner konkret,, at jeg som deres coach siger “hvor ser du godt ud, og hvor er du sej, at du har gennemført det”

Anerkendelse virker kun, hvis vi forudsætter, at vi ikke eksisterer, hvis ingen ser os, at selvet bliver til i og med anerkendelse. Ud af anerkendelsen vokser identitet, hvilket sker i en kontekst af vurderinger (ros), men i en kontekst af eksistens (at blive set).

De fleste har på et eller andet tidspunkt oplevet at føle sig overset og usynlig. Et klassisk eksempel er i et parforhold, hvor den ene part føler sig overset og ikke synes, at han/hun får opmærksomhed, ros eller anerkendelse. Med oplevelsen af usynlighed dukker tvivlen op, mindreværdet, og lysten til at skubbe igen af bare bitterhed. Man bliver opfyldt af pinefuld trang til at overbevise sig selv og andre om, at man eksisterer i den virkelige verden. (Torkild Olesen, 2006)

Vi kæmper for vores ære. At kampen for anerkendelse er det organiserede princip for selvet. Det er en knag, vi kan hænge vores identitet på. (Honneths centrale tese, hentet ud af Hegels filosofi)

Til at understøtte påstanden om, at vi har “behov” for at blive set, anerkendt og få opmærksomhed på den ene eller anden måde, kan jeg henvise til en undersøgelse fra 2001, publiceret i Journal of Personality and Social Psychology. Vol 80(2), Feb 2001 med titlen “What is satisfying about satisfying events” (Sheldon, Kennon M.; Elliot, Andrew J.; Kim, Youngmee; Kasser, Tim)

Konklusionen af denne undersøgelse var, at det vigtigste behov var “self estime”, behovet for selvtilfredshed, altså trangen til at gøre noget eller opleve noget, der skaber tilfredshed eller stolthed over en selv. Herefter kommer “kontakt” – her defineret som det modsatte af at føle sig ensom og så “autonomi” som er noget med selvstændighed og følelsen af  ikke at være styret.

Uden accepten af andre, der lever ved siden af os selv, er der ingen social proces og derfor ingen menneskelighed. Alt, hvad der underminerer accepten af andre – fra konkurrencementalitet til at eje sandheden og videre til ideologisk vished, underminerer den sociale process (Maturana & Varela).

Share