Relationen mellem fokuspersonen og coach er essentiel for samtalens forløb. Fokuspersonen skal føle sig tryg, respekteret og opleve, at der er én, som oprigtigt er interesseret i hans/hendes problem.

Det er i relationen, at det er min opgave som coach at være anerkendende, så fokuspersonen ikke får indtryk af, at hans/hendes problemer ikke er gode nok til at kvalificere sig som et “problem”.  Man kan ikke udvikle sig eller være refleksiv, hvis atmosfæren er kritisk, diskvalificerende.

Neutralitet er ifølge den systemteoretiske tradition, som opstod i 1970’erne,  ikke mulig. Coachen vil altid, uanset hvor meget han/hun forsøger, være infiltreret i sin egen forståelseshorisont. Coachen har derfor ikke mulighed for at være neutral og udeltagende i forhold til den behandlende problematik.

Cecchin, som var medlem af Milanoskolen, genformulerede neutralitetstanken , hvor hans pointe med neutralitet handler om at være nysgerrigt til stede i samtalen. Cecchin introducerede i en artikel i 1992 et nyt begreb om terapeutens/coachens sindstilstand i samtalen: Ærbødighed. Cecchin understreger, at vi som coach skal forholde os kritisk til de hypoteser, som vil dukke op i samtalen. Han taler om at udvikle en evne og parathed til hele tide at opløse sine hypoteser for på den møde at kunne se situationen på ny.

For at skabe en frugtbar relation skal coachen:

  • Være kærlig og omsorgsfuld
  • Være anerkendende over for fokuspersonens udfordringer og drømme
  • Virke neutral, vel vidende at et menneske ikke kan være neutralt
  • Opøve sin nysgerrighed og evne til at være fordomsfri
  • Tilstræbe at være ærbødig og oprigtig nysgerrig under samtalen
  • Tilpasse tempoet i samtalen så det gør fokuspersonen tryg

Fordi alle systemer/mennesker handler ud fra egne logikker og forståelser, må jeg som coach slippe alle forestillinger om at kunne “regne den ud” på min fokuspersons vegne, men i stedet gå åbent, fordomsfrit og oprigtigt nysgerrigt til værks i min relation mellem coach og klient.

Share